Oplev konkurrence i vildt håndværk på Jagt & Outdoor

Gå på opdagelse i konservatorkunst i absolut topklasse, når Europas dygtigste konservatorer dyster på Jagt & Outdoor 2026.

Når du bevæger dig rundt på Jagt & Outdoor i april, vil der være oplevelser, som får dig til at sætte farten ned. The Open Scandinavian Taxidermy Championship 2026 er én af dem.

Her kan du opleve vildt håndværk på allerhøjeste niveau, når nogle af de dygtigste konservatorer fra Norden og resten af Europa samles på messen. Fugle, pattedyr og skuldermonteringer står side om side – naturtro, detaljerede og udført med en præcision, der vidner om mange års erfaring og faglig stolthed.

Det er ikke bare en konkurrence. Det er en levende udstilling, hvor du som jæger eller outdoor-entusiast får en sjælden mulighed for at komme helt tæt på arbejdet bag de flotte monteringer. Her kan du se, hvordan respekt for vildtet, teknisk kunnen og nye metoder smelter sammen i værker, der både imponerer og inspirerer.

Europas dygtigste konservatorer – samlet ét sted

I The Open Scandinavian Taxidermy Championship mødes både erfarne, professionelle konservatorer og nye talenter, der alle arbejder med samme passion for håndværket. De dyster i en række kategorier, hvor detaljegrad, teknik og helhedsindtryk er i fokus.

Som besøgende kan du opleve imponerende værker inden for blandt andet:

  • Fugle – små/store fugle
  • Pattedyr – små/store pattedyr
  • Skuldermonteringer – små/store skuldermonteringer
  • Kollektive værker, hvor flere konservatorer har samarbejdet om ét fælles værk

Alle værker bedømmes efter de samme høje faglige standarder, og der kåres vindere med 1., 2. og 3. plads i hver kategori.

Specialpriser og vilde udfordringer

Ud over de klassiske kategorier uddeles der en række specialpriser, der hylder både talent, teknik og kreativitet. Blandt andet:

  • Bedste værk i konkurrencen
  • Bedste fodstykke
  • Bedste nybegynder
  • Konservatorernes valg
  • Publikumsprisen

Og netop her bliver du som besøgende en aktiv del af oplevelsen. Du kan nemlig være med til at stemme og kåre vinderen af publikumsprisen – og dermed sætte dit eget præg på konkurrencen.

Samtidig byder mesterskabet på en Sneppe-udfordring og en Rådyr-udfordring, hvor udvalgte værker bedømmes særskilt af de deltagende konservatorer, og særlige præmier er på spil.

Uanset om du er jæger, outdoor-entusiast eller bare fascineret af godt håndværk, er det her en oplevelse, du ikke må gå glip af.

The Open Scandinavian Taxidermy Championship er vildt håndværk, når det er bedst! Vi ses på Jagt & Outdoor den 17.–19. april 2026.

da_DK