Sten Breith – manden bag over 70.000 opmålte trofæer – rykker ind på messen, hvor jægere kan få målt og udstillet deres egne trofæer.
En af dansk jagts mest erfarne og efterspurgte trofæopmålere, Sten Breith, bliver en central attraktion på årets Jagt & Outdoor.
På messen etablerer han en stor stand, hvor jægere kan møde op med deres egne trofæer, få dem professionelt opmålt og – hvis de har lyst – få dem udstillet for resten af messens gæster.
Interessen for trofæopmåling er stigende, og Sten Breith er i en klasse for sig. Gennem mere end 40 år har han opmålt over 70.000 trofæer fra både ind- og udland. I dag gennemfører han stadig flere tusinde opmålinger om året.
Fra jagt til dokumentation
På standen foregår opmålingen efter alle kunstens regler. Geviret vurderes for vægt, symmetri og detaljer, og resultatet registreres med præcision og erfaring.
Det gælder ikke kun opsatser. Også kranier, tænder og horn kan blive målt og dokumenteret.
For mange jægere handler det ikke kun om point og medaljer – men om at få anerkendt en oplevelse og få den bevaret.
Bliv en del af udstillingen
Som noget særligt på messen får jægere mulighed for at lade deres trofæ indgå i en levende udstilling på Sten Breiths stand.
Det giver både inspiration til andre og en sjælden chance for at se et bredt udsnit af danske og udenlandske trofæer samlet ét sted.
Oplev det på messen
Sten Breith har i årtier været fast inventar på jagtmesser og i jagtbutikker landet over, hvor jægere møder op med deres nyeste trofæer.
På Jagt & Outdoor bliver oplevelsen samlet ét sted – med mulighed for både at få målt, lære og lade sig inspirere.
For jægere med et trofæ på væggen – eller i bagagerummet – er det en oplagt anledning til at tage det med og få det vurderet af en af landets mest erfarne.
