For første gang nogensinde bliver det muligt at opleve Jagt & Outdoor under åben himmel. Et helt nyt outdoor-område byder på alt fra hundeopvisninger og friluftsmad til børneaktiviteter og terrænkørsel.
Når Jagt & Outdoor 2026 løber af stablen den 17.–19. april i Odense, bliver det med en spændende nyhed på programmet. Messen får nemlig for første gang et stort udendørsområde, hvor besøgende kan gå på opdagelse i et friluftsunivers fyldt med oplevelser.
– Vi glæder os utroligt meget til at åbne op for det nye område. Det giver os mulighed for at tilbyde nogle helt andre typer oplevelser for både børn, voksne og alle midt imellem, siger projektleder på Jagt & Outdoor, Trine Muff.
Outdoor-liv i børne- og jægerhøjde
Det nye område bliver en naturlig forlængelse af messen, hvor der er plads til de store armbevægelser og aktiviteter, der trives bedst under åben himmel. Her bliver der fart over feltet i forhindringsbanen, jagthunde i aktion – og for de yngste venter alt fra spejderstemning til kreative værksteder og fri leg. Du kan blandt andet se frem til:
- Det populære hundeområde – opvisningsarena, jagthunderacer, hundeklubber, Odense Politi med hundeopvisning m.m.
- Tipier – med udstilling, workshops og hyggeligt spiseområde
- Biler og ATV’er i terræn og forhindringsbane – med masser af aktiviteter for børn og voksne
- Kreative børneaktiviteter – der inviterer til leg, læring og nysgerrighed i det fri
- Spejdere – med bålmad og outdoor-hygge
- Og meget mere!
Samlingspunkt for hele familien
Med det nye outdoor-område får Jagt & Outdoor endnu mere at byde på – og endnu en god grund til at tage turen til Odense i april.
For børnefamilier bliver området et naturligt stop på dagen. Her er der god plads til bevægelse og leg, og aktiviteterne er designet, så hele familien kan være med – uanset om man vil klappe en jagthund, snitte i træ, spise pandekager, køre ATV eller hygge ved bålet. Og som altid er der gratis adgang for børn op til 12 år.
– Vi ved, at mange af vores gæster kommer som familier, og med outdoor-området vil der være endnu mere at give sig til for de små. Her kan man slippe børnene fri og deltage i sjove aktiviteter sammen, fortæller Trine Muff og slutter:
– Jagt & Outdoor bliver en messeoplevelse ud over det sædvanlige – både inde og ude. Vi glæder os til at se vores over 13.000 gæster opdage det nye område og tage det til sig. Det bliver et sted, hvor mange får lyst til at blive hængende lidt længere.
Jagt & Outdoor 2026 finder sted den 17.–19. april på Odense Congress Center.
