Jagt & Outdoor 2024: Våben, eventyr og verdensomspændende jagtrejser

Med tusindvis af besøgende summede hallerne på Odense Congress Center, da Jagt & Outdoor løb af stablen i starten af april. De besøgende kunne blandt andet opleve et stort comeback, spændende jagthistorier samt lægge ’vilde’ planer for fremtidige eventyr.

Odense Congress Center åbnede dørene til et sandt mekka for de jagt- og frilufts-interesserede i den første weekend af april. Her kunne besøgende opleve et OCC spækket med spændende oplevelser og det nyeste grej fra over 150 udstillere fra ind- og udland.

Over 13.000 besøgende fandt vej til jagtmessen, selv på en lørdag, hvor vejrguderne viste sig fra deres bedste side.

– At se så mange mennesker vælge at besøge Jagt & Outdoor frem for en dag i solen, det taler sit tydelige sprog. Det bekræfter blot, at vi har ramt plet med indholdet på årets messe, siger projektleder på Jagt & Outdoor, Trine Muff.

Messen bød på en bred vifte af oplevelser med noget for enhver smag – fra foredrag med kendte ansigter fra jagtverdenen til dynamiske shows i Hundehallen, fra betagende trofæer og dragende jagtrejser til imponerende stande med lækkert grej og det nyeste nye inden for jagtvåben.

Besøgende kunne blandt andet dykke ned i en verden af våbeninnovation og suge viden til sig fra nogle af branchens dygtigste eksperter. Der blev blandt andet sat spot på ny teknologi, avancerede jagtrifler og sofistikerede optiksystemer.

Stort comeback til våbnene på messen

Et markant trækplaster i år var den triumferende tilbagevenden af våbnene med Blaser Group ApS, og deres mange brands, i spidsen.

– Vi er overvældede af den store interesse, som vi har oplevet på Jagt & Outdoor. Det er landets klart stærkeste messe for seriøse våben- og grejentusiaster, og det har været en fornøjelse at opleve hvor mange dedikerede jægere, der lagde vejen forbi vores stande hen over weekenden, fortæller Thomas Danielsen, CEO hos Blaser Group ApS.

Med på messen havde Blaser Group blandt andet den helt nye riffel fra Sauer, 505’eren, der tiltrak sig stor opmærksomhed fra de besøgende:

– Modtagelsen af Sauer 505 var intet mindre end fremragende, og det bekræfter os i, at Jagt & Outdoor var den helt rigtige platform til at launche riflen i Danmark. Vi er selv jægere og ved, at udstyret kan spille en afgørende rolle i felten, så det er en fornøjelse at komme til Odense og møde så mange, der deler vores passion for både kvalitet og innovation, siger Thomas Danielsen.

Råhygge og røverhistorier

Hal C var som altid spækket med spændende grej til alle de outdoor-passionerede. Blandt gear og grej kunne de besøgende opleve vildmarkseventyreren og en velkendt skikkelse i jagtverdenen, Claus ”Mr. B-Wild” Ballisager, der delte ud af sin rige erfaring samt præsenterede og signerede sin nye bog.

B-Wilds stand blev hurtigt et samlingspunkt for nysgerrige sjæle, da Claus Ballisager netop var aktuel som en af de sidste deltagere i DR’s ”Alene i vildmarken”.

– Jagt & Outdoor er ikke kun et sted, hvor du dukker op for at gøre en god handel. Selvom vi altid har super travlt på standen, så er messen også et mødested, hvor du kan finde inspiration, gode råd og en god historie, siger Claus Ballisager, ejer af B-Wild, og fortsætter:

– Det er skønt at møde så mange glade mennesker, der er taget på tur for at få godt grej, en god snak og en fed oplevelse med hjem. Det får de altid hos B-Wild, og det glæder vi os til at give dem igen i 2026.

Massiv rejsefeber hos de besøgende

Det var ikke kun hos B-Wild, at der var en stigende interesse for de gode historier. Flere af messens mange udstillende jagtrejseselskaber oplevede stor interesse i unikke jagtrejsemuligheder til destinationer over hele kloden.

De besøgende nød muligheden for at møde selskaberne ansigt til ansigt, høre en masse ’vilde’ historier og mange fik endda sat gang i planlægningen af deres eget næste store jagteventyr. Hos B og H Jagtrejser oplevede man rejsefeber i en størrelse, som aldrig set før.

– Vi har simpelthen booket det største antal rejser nogensinde på en messe. Så man må sige, at vi har haft en rigtig god messeoplevelse på Jagt & Outdoor. Vi ser allerede nu frem til at deltage igen i 2026, fortæller Henrik L. Johansen, ejer af B & H Jagtrejser.

Næste jagtmesse er i kalenderen

Med en allerede stærk opbakning fra udstillere, der har reserveret standplads til næste messe, ser projektleder Trine Muff frem til et 2026, hvor Jagt & Outdoor endnu engang vil samle jagt- og frilufts-entusiaster til tre inspirerende dage midt i landet på OCC.

– Vi er allerede begyndt at tælle ned til messen i 2026. Vi kan næsten ikke vente med at gøre det hele igen. Det er altid en stor fornøjelse at afvikle Jagt & Outdoor. De besøgende stiller med stor nysgerrighed og engagement – og så har vi bare branchens bedste udstillere, der konstant hæver baren og leverer gang på gang. Vi glæder os til at se, hvad de har med i 2026, slutter Trine Muff.

Jagt & Outdoor 2026 løber af stablen den 10.-12. april 2026.

da_DK