SCI Kingdom of Denmark strategisk partner på Jagt & Outdoor 2022
18-08-2021
Danmarks ældste jagtmesse for jægere og naturfolk har indgået et stærkt samarbejde med SCI Kingdom of Denmark.
De sidste detaljer er netop faldet i hak i et spændende samarbejde mellem SCI Kingdom of Denmark og Jagt & Outdoor i Odense.
Samarbejdet betyder blandt andet, at Jagt & Outdoor igen kan præsentere en stolt tradition – en af Danmarks største jagtrejseauktioner. En auktion, hvor jægere fra hele landet kan byde på jagtrejser til ind- og udland, doneret af danske og udenlandske jagtrejseudbydere.
– Vi glæder os til samarbejdet med hele Danmarks Jagt & Outdoor messe. For os i SCI Kingdom of Denmark er messen i Odense alle jægeres messe. En lang tradition i over 40 år, en stærk organisation og en spændende fremtid er åbenlyse årsager til, at vi naturligvis også i 2022 er en del af Jagt & Outdoor i Odense, siger Jacob Kamman, Formand for SCI Denmark.
En storartet og stolt tradition i Odense
Du kan som besøgende naturligvis også møde SCI Kingdom of Denmark i standområdet, hvor de står klar til en god jagtsnak om organisationens virke.
Hos teamet bag Jagt & Outdoor er projektleder Jesper Tikiøb begejstret for det nye samarbejde samt endnu engang at kunne præsentere et bredt udvalg af jagtrejser på messen.
– Vi ser frem til et spændende samarbejde med SCI Denmark – det er en god aftale for os alle. Vores aftale er blot endnu et udtryk for den høje jagtfaglige kvalitet på hele Danmarks Jagt & Outdoor messe. Med aftalen holder vi fast i vores fokus, tradition og fornyelse. Jagtrejseauktionen er en storartet tradition i Odense, som vi altid ser enormt meget frem til, siger Jesper Tikiøb og afslutter:
– Vi er glade for at kunne fortælle, at SCI Kingdom of Denmark nu er en del af det, vi kalder ”Team Jagt & Outdoor Odense”. Et hold af jagt- og eventfaglige personer, der alle arbejder aktivt for jagten i Danmark og for en stærk messe i Odense med fokus på tradition og fornyelse.
Om SCI Kingdom of Denmark
SCI Kingdom of Denmark er en del af den globale interesseorganisation SCI, der varetager rejsende jægeres interesse på globalt plan. SCI står for Safari Club International og har mere end 50.000 medlemmer på verdensplan og er organiseret i mere end 180 lokale foreninger (chapters), som arbejder lokalt for mærkesagerne.