Jagt & Outdoor flyttes til oktober 2020
16-04-2020
Den 19. udgave af Jagt & Outdoor-messen afholdes i efterårsferien 2020, hvor de besøgende vil opleve den nok mest velforberedte Jagt & Outdoor-messe til dags dato.
Det har været et stort og kompliceret puslespil, men brikkerne er endelig faldet på plads for jagtmessen i Odense.
I et sammenfald af heldige/uheldige omstændigheder kan Jagt & Outdoor, modsat det forventede, alligevel afholdes i 2020.
Så sæt kryds i kalenderen – vi ses fra
den 16.-18. oktober 2020 på Odense Congress Center.
Corona-krisen har kradset
Oplevelsesindustrien er hårdt ramt af Corona-krisen landet over, hvor mange koncerter, udstillinger, messer m.m. bliver udskudt og aflyst.
Messen skulle oprindeligt have været afholdt i midten af marts og efterfølgende igen i august, men blev herefter ramt af regeringens forlængelse af forsamlingsforbuddet.
– Det har været hårdt, men heldigvis er der mange, der har forståelse for, at det er svært at planlægge i de her Corona-tider. Nu ser vi frem mod efteråret, og vi glæder os til at åbne dørene og byde folk velkommen til den 19. udgave af messen, siger projektleder Henrik Vestergaard Hove-Nielsen og uddyber:
– Vi er mere end klar. Det er efterhånden nok den mest velforberedte og gennemarbejdede Jagt & Outdoor-messe til dags dato.