Jagt & Outdoor flyttes
08-04-2020
OPDATERET: Artiklen er blevet opdateret tirsdag den 14. april 2020.
Den 19. udgave af Jagt og Outdoor-messen afholdes i 2021, hvor de besøgende vil opleve et øget fokus på outdoor og natur på jagtmessen.
Det bliver en større og på mange måder mere innovativ messe, der ser dagens lys, når Jagt & Outdoor-messen byder velkommen i 2021. Messen skulle oprindeligt have været afholdt i midten af marts og efterfølgende igen i august, men blev udskudt på grund af den verdensomspændende corona-krise.
Selvom det ærgrer projektleder Henrik Vestergaard Hove-Nielsen, så glæder han sig til 2021. Det bliver nemlig første store skridt frem mod en ny og anderledes messe, han kan præsentere her:
– Vi har længe arbejdet på et nyt koncept til messen, der, med et nyt advisory board i spidsen, skulle være præsenteret i august. Nu kan vores gæster i stedet glæde sig til en ny jagtmesse i 2021, hvor der er væsentligt større fokus på outdoor og natur.
En helt ny outdoor-generation
Jagtmessen har igennem årene oplevet en stigende interesse inden for outdoor og natur. Tendensen er vokset i takt med, at tv-programmer som Nak & Æd og Alene i vildmarken har fået et kæmpe følge og nærmest har opnået kultstatus hos en helt ny generation af outdoor- og naturentusiaster.
– Vi er mange, der bruger naturen på vidt forskellige måder. Og det er fedt at se, at tv-programmer kan inspirere en helt ny generation af outdoor-mennesker. De har lyst til at opdage og aktivt bruge naturen – både herhjemme og i udlandet. Vi ser alt fra børnefamilier til par og singler, der vil ud og prøve kræfter med outdoor-livet, fortæller Henrik Vestergaard Hove-Nielsen.
Projektlederen er selv jæger og bruger flittigt naturen i sin fritid. Han er derfor meget opmærksom på, at messen skal henvende sig til en bred målgruppe, så der er noget for alle, der vil opleve naturens mange muligheder:
– Jagtmessen skal være et sted, hvor hele familien kan gå på opdagelse. Den er ikke kun for jægeren, men også for dig, der vil vandre fra Skagen til Sønderborg, sove i shelters i Sverige eller hygge med et telt i baghaven.
Nordens største jagtmesse
Sammen med det styrkede fokus på outdoor-delen følger flere spændende tiltag. Som noget helt nyt bliver messen et årligt tilbagevendende event, og den vil samtidig strække sig over flere dage og blive delt op i en fag- og en publikumsmesse.
På fagmessen vil detailhandlen, grossister, importører, producenter m.fl. opleve et ”Nordisk Forum”, hvor de kan præsentere fremtidens outdoor og jagt for hinanden. Det vil blive fulgt op af en weekend med Nordens største publikumsmesse for de jagt- og outdoor-interesserede.
– Som forholdsvis ny projektleder på messen har det været en af mine fornemste opgaver at tage messens store potentiale til næste niveau. Opdelingen af messen vil styrke den oplevelse, som både udstillerne og de besøgende tager med sig hjem. Målet er, at messen skal vokse og udvikle sig til en mere tidssvarende messe med et visionært og innovativt fokus, fortæller Henrik Vestergaard Hove-Nielsen og fortsætter:
– Samtidig er tiden moden til, at vi involverer nye og yngre kræfter, der skal være med til at skabe rammerne for fremtidens outdoor, jagt og naturmesse. Derfor tager vi afsked med den klassiske messekomité, der har været med til at forme messen igennem mange år.
Messekomitéen erstattes af et advisory board, der favner hele outdoor-fælleskabet – lige fra den klassiske jagt til den nye generation af naturentusiaster. Det nye advisory board skal med fokus på vækst, viden og variation videreudvikle messens store potentiale og løfte den ind i en spændende fremtid.
Mere end 200 udstillere og mere end 17.000 besøgende vil opleve mange af de nye tiltag på Danmarks største jagtmesse i 2021, når fremtidens outdoor, jagt og natur messe løber af stablen på Odense Congress Center.
Det nye advisory board, som skal være med til at tegne fremtiden i outdoor, jagt og natur messen, består af:
Thomas Danielsen
CEO – Blaser Group ApS
Jens Ulrik Høgh
Journalist, Publisher and Editor
Nikolaj Zethner
Afdelingschef B2B – Spejdersport
Nicholai Vigger Knudsen
Projektleder – Danmarks Jægerforbund
Søren Vesth
Garmin Sales – Marine & Outdoor