English
Du er her:
Nyhed >> Jagt under vand >>

Der er lagt op til gode historier fra undervandsjagt i hele verden og brugbare tips og tricks til at forbedre jagten under havets overflade, når Morten Rosenvold Villadsen holder foredrag på Jagt & Outdoor messen.

 

Morten Rosenvold Villadsen startede som lille dreng med at fange fisk i Storebælt med en pind med metalspyd på. I dag er han ekspert i fridykning og undervandsjagt, hvor han både er blevet danmarksmester og har sat flere imponerende rekorder. Men glæden ved jagten under vand er stadig den samme som dengang, han fangede fisk i Storebælt.

 

- Det mest fascinerende ved undervandsjagt er det adrenalinkick, jeg oplever, når jeg fanger en fisk. Det er fedt at kunne holde vejret og snige sig helt ind på en fisk, som du så kan fange med en harpun. Jeg har i løbet af de sidste mange år været hele verden rundt for at dykke og fange fisk, og det er lige spændende hver gang, siger Morten Rosenvold Villadsen.

 

Gode råd til nye og erfarne undervandsjægere

På Jagt & Outdoor messen vil Morten Rosenvold Villadsen også dele ud af nogle af de mange erfaringer, han har gjort sig som undervandsjæger.

 

Er man helt ny undervandsjæger, gælder det om at købe en god dykkermaske og en våddragt, og ellers blot hoppe i vandet. Morten Rosenvold Villadsen anbefaler at gøre det i nærheden af en mole, hvor miljøet er råt. Hvis man derimod allerede har erfaringer med jagt under vand, skal man prøve at udfordre sig selv.

 

- Mange undervandsjægere sidder og venter på godt vejr til jagten, men faktisk er der en kæmpe forskel på at jage, når det er regnfuldt og blæsende, så det vil jeg anbefale. Det nye kan også være at blive en time længere i vandet, end du plejer. Det gør dig til en bedre undervandsjæger på sigt, siger Morten Rosenvold Villadsen.

 

Til foredraget på Jagt & Outdoor messen vil han også komme med nogle konkrete øvelser til at blive bedre til at holde vejret under vand.

 

Et hav af muligheder
Den erfarne undervandsjæger har dog også fået øjnene op for, at der er masser af ressourcer i vandkanten, som kan være et fint supplement til en nyfanget fisk eller nydes for sig selv. Han er nemlig begyndt at høste tang, muslinger, krebs, strandsnegle og meget mere.

 

- Det har helt sikkert sin charme at bruge nogle af de mange øvrige muligheder, som havet byder på. De fleste af de ting, du finder i vandkanten kan faktisk spises. Du skal blot tage råvarer, der ser friske ud, og det værste, der kan ske, er, at det ikke smager godt, siger Morten Rosenvold Villadsen, som også opfordrer til, at man holder sig orienteret om badevandskvaliteten og de blå flag på strandene.

 

Kort om Morten Rosenvold Villadsen:

Morten Rosenvold Villadsen er flere gange blevet danmarksmester og har sat rekorder i fridykning og undervandsjagt. I dag lever han af at holde kurser, foredrag og workshops. Derudover har han udgivet bøger og laver podcast for Undervandsitet om fridykning og undervandsjagt.

 

Du kan læse mere om Morten Rosenvold Villadsen på Undervandsitets hjemmeside.

 

Bonusinfo: Morten Rosenvold Villadsen kan holde vejret i mere end 7 minutter og fridykke dybere end 80 meter.

 

 

 

Nyheder

Er din hund en vaskeægte jagthund, der har formidable evner inden for apportering? Din hund får mulighed for at dyste mod andre hunde om titlen som landets bedste i indoor apportering. Læs mere om, hvordan du tilmelder dig og din hund. 

Rekordmange udstillere har i år købt en stand på messen. Når dørene åbnes for besøgende d. 23. - 25. marts bliver det derfor også med alle fire haller i brug. Det gør dette års messe til den største Jagt & Outdoor messe nogensinde.

Igen i år får messen et stort fluefisker-område. I løbet af tre dage får de besøgende mulighed for at deltage i Drop In fluebinding konkurrence og madlavning over åben ild, ligesom der vil være fluekasteopvisning og spændende foredrag.