English

Når Jagt & Outdoor 2016 slår dørene op til årets messe bliver det med en helt ny oplevelse for de mange besøgende. I år bliver DM i lokkekald nemlig afholdt under messen, når DK Waterfowl-Archery Import giver finalisterne mulighed for at vinde titlen som Danmarks bedste kalder.

Der bliver dystet i de fire forskellige kald: ”Greylag Hammer/ Greylag Ghost”, ”Canada Hammer”, ”Double Nasty” og ”Pinkfoot Hammer”, og der findes en vinder i hver kategori. Alle har mulighed for at deltage i konkurrencen, som bliver bedømt af Eric Paulsen og Dennis Paulsen og forventningerne er store hos de to dommere:

- For at vinde skal du kunne de forskellige lyde, som anden/gåsen bruger, og også i den rækkefølge man ville bruge dem i en jagtsituation. Lyden skal demonstreres så virkelighedstro, at vi bliver i tvivl om det er dig, der kalder eller om du har taget en levende and/gås med på scenen”, siger Eric Paulsen.

Projektleder Hans Henrik Jacobsen ser frem til at få Danmarksmesterskabet i lokkekald med på årets Jagt & Outdoor messe:

- Jeg glæder mig utrolig meget til at opleve DM i lokkekald. Jeg er stolt over, at en af vores udstillere har fået stablet et mesterskab i lokkekald på benene i Danmark, og når de så vælger at afholde det under messen, så kan man jo ikke få armene ned, fortæller Hans Henrik Jacobsen.

DK Waterfowl-Archery Import udvælger tre deltagere til hvert kald, så i alt 12 deltagere kommer på scenen under Jagt & Outdoor 2016 og kæmper om at blive Danmarks bedste kalder 2016.

Information om tilmelding:

  1. Du skal deltage med et DK-WAI kald, men det tillades, at du kan udfordre de udvalgte kald med et andet kald, hvis du mener dine evner er stærkere her. Du vil derefter blive vurderet som mulig konkurrencedeltager på lige fod med alle andre.
  2. Upload en lille video af dit bedste kald på DK Waterfowl-Archery Imports Facebookside eller send det til: mail@dkwai.dk inden d. 15. marts 2016.
  3. Herefter bliver de tre bedste i hver kategori udvalgt og kontaktet direkte. Du må gerne deltage i flere af kategorierne.
  4. Hver deltager får 40 sek. i finalen på scenen til at vise sit kald.