English
Du er her:
Nyhed >> Uofficielt DM i apportering >>

Er din hund en vaskeægte jagthund, der har formidable evner inden for apportering? Så kig forbi årets Jagt & Outdoor messe i Odense Congress Center den 24. eller 25. marts 2018, hvor din hund får mulighed for at dyste mod andre hunde om titlen som landets bedste i indoor apportering.

 

Ved årets messe afholder Jagt & Outdoor nemlig en anderledes konkurrence i indoor apportering i samarbejde med Danmarks Jægerforbund, hvor der vil blive kåret en uofficiel Danmarksmester i indoor apportering.

 

Vind æren og store præmier

Vinderen af mesterskabet vinder ikke kun æren af at være landets bedste, men vil også kunne tage fra messen med mange store, attraktive præmier, som er sponsoreret af udstillere.

Udover de mange flotte præmier fra flere af udstillerne, så kan du også vinde et gavekort til et seminar med hundetræner Janne Vendelbo, lørdag d. 2. juni 2018 i Jagtens Hus Kalø. Gavekortet er udstedt af Danmarks Jægerforbund.

 

 Så der er mange gode og store gevinster at hente ved at deltage – både for dig og din hund.

 

Og selv hvis du og din hund ikke kommer på førstepladsen, garanterer vi, at I ikke går tomhændet hjem. Ved at deltage i konkurrencen får din hund nemlig mulighed for at udfordre sig selv, og du bliver klogere på din egen og din hunds evner og får en vurdering af vores erfarne dommerpanel. Så uanset udfaldet af konkurrencen bliver I begge en oplevelse og erfaring rigere.

 

Vi opfordrer dig derfor til at tilmelde dig selv og din hund – hvem ved, måske bliver det jer, der vinder?

 

Sådan foregår konkurrencen

Danmarksmesterskabet i indoor apportering foregår i den nye hundehal, hvor der etableres en arena på 14 x 25 meter. Der skal hentes fire markeringer i vilkårlig rækkefølge i hvert hjørne af arenaen. Alle markeringer skal afleveres til hånd i arenaens midtercirkel. De fire emner, der skal markeres, er dummyer af forskellig størrelse/udformning. 

 

De fire emner bliver markeret med fem sekunder mellem hinanden, og efter sidste markering må du sende hunden på apportering. Ved alle markeringer vil der være forhindringer af forskellig karakter.

 

Jagthundekonsulent i Danmarks Jægerforbund Henrik V. Hove-Nielsen er prøveleder og sørger for, at det bliver en god og anderledes oplevelse, mens to dygtige dommere sikrer en fair bedømmelse af hundene.

 

To konkurrencer – 20 deltagere

Konkurrencen i indoor apportering bliver afholdt både lørdag den 24. marts og søndag den 25. marts. Der er plads til ti hunde lørdag og ti hunde søndag, så kun 20 heldige hunde og hundeejere får mulighed for at deltage i dysten om førstepladsen.

 

Konkurrencen foregår mellem kl. 9.30 og kl. 11.00 begge dage, og umiddelbart efter konkurrencens afvikling overrækker formanden for Danmarks Jægerforbund Claus Lind Christensen præmierne.

 

Information om tilmelding

Hvis du ønsker at tilmelde dig konkurrencen, skal du senest søndag den 11. marts 2018 sende en mail til hvh@jaegerne.dk. I mailen skal du oplyse dit navn, telefonnummer og mailadresse samt din hunds navn, race og alder. Du skal også oplyse, om du ønsker at deltage lørdag eller søndag.

 

Med kun 20 pladser er der formentlig ikke plads til alle tilmeldte. Derfor trækker vi lod blandt de tilmeldte deltagere mandag den 12. marts 2018. De udtrukne vil få direkte besked samme dag.

FAKTABOKS: 

Vi gør opmærksom på, at for at deltage i konkurrencen skal følgende være opfyldt:

 

  • For skader forvoldt af hunde har ejeren/føreren ansvar i henhold til den almindelige lovgivning.
    Hunde, der deltager i konkurrencen, skal derfor være behørigt ansvarsforsikrede.

 

  • Hunden skal være vaccineret mod hundesyge og parvovirus. Vaccinationen skal være foretaget senest 14 dage før konkurrencen.
    For hunde op til 24 måneder gælder, at vaccinationen højst må være 1 år gammel. For øvrige gælder det, at vaccinationen højst må være 4 år gammel. Dokumentation for vaccinationen skal medbringes!

 

 

Nyheder

17.000 besøgte Jagt & Outdoor messen, og dermed sætter messen ny rekord. Alle fire haller var i brug, hvilket gjorde årets messe til den største Jagt & Outdoor messe nogensinde.

I samarbejde med Danmarks Jægerforbund kan Jagt & Outdoor på årets messe byde på et foredrag med Kim Bennedsen fra Miljø og Fødevareministeriets Schweiss Registret. Det sker fredag den 23. marts kl. 17.00.

Som besøgende har du mulighed for at deltage i den store spændende publikumskonkurrence med fantastiske præmier som alle venligst er doneret af udstillere på messen. Præmierne har en samlet værdi af mere end 45.000 kr.